
Thomas, Jimmy og Michael gør klar til afrejse med en lufthavnsøl til 50 kr.!

Til januar vil flere verdensklassespillere forhåbentlig overtage Jimmys plads i presserummet på Villa Park.

Villas klublogo er naturligvis præget ind i læderstolene rundt omkring på Villa Park.

I Players Lounge kan spillerne og deres familier slappe af før og efter kampene - f.eks. med en Xbox.

Thomas i gang med at tømme Villa Park for fadøl.

Det enorme rum til vielser og fester ligger helt oppe under taget i hjørnet mellem Holte End og Trinity Road Stand.

Der er dækket fint op i de mange bokse rundt om på stadion, og udsigten fejler bestemt ikke noget.

Gruppebillede i Villas omklædningsrum. Fra venstre er det Alexander, Dennis, Kasper, Jimmy, Michael, Thomas, Tina, Torben og Esben.

Der er langt til den anden ende af banen.

Moleniux Stadium i Wolverhampton.

Wolves' hjemmebane har plads til 28.500 tilskuere.

Rob Edwards spillede ni kampe for Aston Villa tilbage i 2002/03 sæsonen. I dag er han fast højre back hos Wolverhampton.

Efetobore Sodje fra Southend havde fået den idé at spille med tørklæde på hovedet.... Måske var det for ikke at komme til at fryse!?

Hvad sker der med de bukser, Kasper....!? Hængerøv i alt for stramme cowboybukser vinder vist kun i Hammerum.

Vores kontaktperson Daniel med sin nye landsholdstrøje, som han blev meget glad for.

Jack Woodward fra Villa World i gang med at gøre klar til interview med den danske fanklub.

Michael udtaler sig om Villas flotte sæsonstart, mens Thomas og Jimmy venter på, det bliver deres tur.

Bella og Hercules på vej på arbejde.

Opvarmning i Gordon Cowans Suite med udsigt til akademiets indendørs bane.

Fodboldakademiets kunstgræsbane hvor Jimmy og Kasper må nøjes med at kigge på...

...mens Alexander som den eneste får lov at spille med.

Steve Watford pisker spillerne gennem opvarmningen.

Spillerne på vej på banen med to danskere i startopstillingen.

Anfører Gareth Barry klar til at sparke straffespark.

Han scorer sikkert i midten af målet, og Villa er foran.

Martin O'Neill - manden der om nogen har bragt optimismen tilbage til Villa Park.

To danskere på vej ned til Holte End for at takke for opbakningen.

Det var en stor dag for Thomas, da han efter kampen fik Angels autograf.

Thomas Sørensen gav sig tid til at snakke med den danske fanklub og skrive lidt autografer.

Det samme gjorde Martin Laursen, men desværre måtte vi ikke få hans Man of the Match champagne.

Formanden sikrer sig Martin O'Neills autograf.
Selvom næsten 55% af fanklubbens medlemmer bor på Sjælland og Amager, var kun en tredjedel af deltagerne på november-turen til Birmingham fra denne gruppe af medlemmer, mens hele seks tur-deltagere var jyder. Alligevel var det jyderne, som måtte tidligt op, da flyet mellem København og Birmingham desværre ikke mellemlander i Jylland. Kasper og Esben - som hurtigt fik øgenavnet pomfritterne - var taget af sted til København allerede torsdag aften, så de kunne overvære MTV Europe Music Awards, og da de efter showet ikke havde et sted at sove, tilbragte de natten på lufthavnens hårde bænke. Samtidig var Thomas og Tina på vej fra Esbjerg, mens Michael lidt tidligere havde forladt Randers og på vejen samlede Torben op i Vejle. Som en lille trøst for at de fire havde været meget tidligt oppe, stod Jimmy klar med morgenmad, da de ankom til Kastrup, og lidt senere mødtes alle med Alexander og hans far Dennis i lufthavnen, og så var vi klar til afrejse.
Efter at være kommet af med bagagen kunne vi konstatere, køen ved sikkerhedskontrollen var meget lang. Jimmy - den selvudnævnte rejseleder-assistent - mente dog at kunne huske, at der var en anden sikkerhedskontrol et andet sted i lufthavnen, og selvom alle var noget mistroiske, valgte vi at følge ham i stedet for at stille os bagerst i den lange kø. Heldigvis for Jimmy var der rent faktisk en anden sikkerhedskontrol, som åbnede, netop som vi kom derhen, så vi kunne nærmest gå lige igennem og slap dermed for den kø, der meget hurtigt opstod bag os, efterhånden som andre også fandt frem til samme sted.
Flyveturen forløb helt efter bogen, og udenfor Birmingham International Airport fik vi fat i et par taxaer, der bragte os til New Street, hvor vi med det samme blev indkvarteret på vores værelser på Hotel Britannia. Som det efterhånden er blevet en tradition, bestod frokosten af burgere på Yard of Ale - en pub, der ligger lige overfor hotellet. Da alle var mætte, gik turen med tog til Witton og derfra videre på gåben til Villa Park, hvor vores guide Peter ventede på os. Vi skulle have den helt store rundvisning, der begyndte med en film i presserummet, hvor de store spillere bliver præsenteret (det sker forhåbentlig til januar), og hvor Martin O'Neill mødes med pressen før og efter kampene. Efter filmen kom vi rundt og se hele stadion. I Directors Lounge fortalte Peter, hvordan alle billeder m.v. af Doug Ellis og den gamle bestyrelse var blevet fjernet, straks Randy Lerners overtagelse var en realitet, og nede i spillertunnellen fik vi lov til at gå ud til banen til lyden af den fanfare, der også bruges, når der er kampe på Villa Park. Vi var en tur i omklædningsrummet, hvor der blev taget billeder sammen med spillernes trøjer, og vi så de forskellige lounger og suiter rundt omkring på stadion. Faktisk fik vi set banen fra alle fire sider, og som en lille eksklusiv ting til ære for kæresteparret fra Esbjerg tog Peter os også med op i det rum, hvor man kan blive viet, hvis man ønsker at holde sit bryllup på Villa Park. Vores guide forsøgte også at leje et lille rum til os, hvor vi kunne spise før kampene og derefter gå ud på vores egen balkon og se kampen - pris £35.000 for en sæson, og det er naturligvis uden mad og drikke! Det var en fantastisk og meget grundig rundvisning, hvor vi i løbet af godt halvanden time kom rundt i alle afkroge af det enorme stadion, og selvom flere af os havde været på rundvisning før, nød alle turen.
Efter rundvisningen gik vi i Villa Village og foretog de obligatoriske indkøb af souvenirs. Dennis og Alexander fik købt deres egne Villa-trøjer, andre fik navn og nummer trykt på trøjer medbragt hjemmefra, og alle fik rig mulighed for at udnytte deres 10% rabat, som et medlemskab af fanklubben giver. Da vi kom tilbage til hotellet, var det forskelligt, hvad folk fandt på at lave. Pomfritterne fra Midtjylland, der kun lige var fyldt 18, gik på jagt efter steder, hvor de kunne komme ind, når vi skulle ud i Birminghams natteliv, mens andre fik noget hurtig aftensmad og derefter slappede af på hotellet. Jimmy havde medbragt en special-udgave af Trivial Pursuit, hvor alle spørgsmål handlede om fodbold, men det fortrød han hurtigt, da han blev ydmyget af formanden. Men det var heller ikke så underligt, eftersom Jimmy bl.a. gættede på Brasilien som vinder af Europamesterskabet!
Efter spillet gik Jimmy og Michael sammen med Tina og Thomas ud for at finde noget aftensmad, der gerne måtte gå lidt hurtigt med at få lavet. Valget faldt derfor på Pizza Hut. Desværre havde en stor forsamling valgt at afholde børnefødselsdag og familiefest på samme restaurant og sammenholdt med en ekstrem langsom ekspedient, som tilmed ikke fattede, hvad vi bestilte, kom det til at tage rigtig lang tid, før alle blev færdige med at spise. Ventetiden brugte Tina på at kommentere et - skal vi kalde det mindre kønt - udseende på en mand, og hun undrede sig over, hvordan han havde fået en kæreste. Indtil det viste sig, de var blinde - så var der ligesom ikke mere at snakke om!
Aftenen sluttede af med en tur i Odeon biografen for at se den hylende morsomme film, Borat. Sjældent er der blevet grinet så meget af en film, og det kan virkelig undre, hvordan formanden ind imellem kunne falde i søvn, så meget som folk grinte. Men han tog altså nogle korte powernaps mellem de komiske scener, og så lykkedes det selvfølgelig også Jimmy at få væltet sin sodavand. Dog havde han, modsat sidst hvor det skete, fået drukket en del denne gang, så han undgik, at der løb ret meget ud på gulvet, og de folk, som sad foran, slap for at få deres sko smurt ind i klistret sodavand.
Lørdag formiddag var det tid til en shopping-tur i de mange butikker, der ligger i centrum af Birmingham. Tina udlevede til fulde det kvindelige shopping-gen, så hun og Thomas fik en indkøbs-formiddag til at blive til en hel indkøbs-dag, hvor Thomas' rolle primært var at slæbe bæreposer. I en af de mange butikker de to besøgte, fandt Tina en såkaldt gå-i-byen-trøje. Hun fandt en gul model, hun kunne passe, men valgte efterfølgende at købe en sort. Tilbage på hotellet fandt hun ud af, hun ikke kunne passe sin nye trøje, som hun ellers mente, var samme model som den gule, hun tidligere havde prøvet. Men der var ingen anden udvej, end at hun og Thomas måtte tilbage og bytte trøjen.
Torben, Kasper, Esben, Jimmy og Michael tog lørdag eftermiddag en tur til Wolverhampton for at se det lokale Championship-hold spille mod Southend. Der var knap 18.000 tilskuere på Molineux Stadium, men selvom hjemmeholdet dominerede kampen og vandt 3-1, var stemningen nu ikke noget at råbe hurra for. Men alle fire mål blev scoret foran Jack Harris Stand, hvor vi havde vores pladser, så det var meget heldigt. Inden kampen var Torben den eneste, som handlende i Wolves' souvenir-butik, og da han efter kampen ringede til en eller anden hjemme i Danmark, og bekendtgjorde, at "vi" vandt 3-1, blev vi andre efterhånden mere og mere i tvivl om hans virkelige tilhørsforhold... Da vi kom tilbage til hotellet, havde pomfritterne for anden gang i løbet af turen glemt deres nøglekort, som de ellers havde fået at vide, de altid skulle medbringe, så de var sikre på at kunne få udleveret deres nøgle, så endnu en gang måtte vi andre forklare hotellets personale, at den var god nok, og det var deres værelse, de forsøgte at få en nøgle til.
Lørdag aften gik alle undtagen Dennis og Alexander så en tur på Broad Street. Selvom klokken kun var 19.30, var der allerede så mange mennesker, at det var umuligt at sidde ned og spise sin aftensmad, så vi fandt et sted, hvor de serverede hjemmelavede burgere, der dog bestod mere af soltørrede tomater og rucolasalat, end de bestod af bøf. Den australske pub Walkabout havde 18 år som aldersgrænse, så vi var nærmest tvunget til at gå derind, hvis vi da ikke ville efterlade Kasper og Esben for sig selv, men set i bakspejlet havde det nok været klogere. I forvejen var de pinlige nok med deres yderst stramme bukser, der sad et godt stykke under bæltestedet, men da de først fik nogle øl, blev de bare værre og værre. Især Kasper hældte pints ned i et tempo, hvor ingen kunne være med (og da slet ikke formanden som blot nåede at drikke halvanden øl i løbet af aftenen), og han troede selv, han kunne score alle engelske piger. I stedet for flygtede pigerne nærmest, som Kasper kom frem, og helt galt gik det, da han pludselig valgte at "moone" midt på det propfyldte diskotek, som pubben var blevet omdannet til. Og troede man, at så kunne det da ikke blive værre, ja så troede man forkert, for da Kasper og Esben som de sidste valgte at tage hjem til hotellet, lykkedes det dem sandelig at blive stoppet af politiet, fordi de gik og sang Aston Villa slagsange, hvilket absolut ikke er velset i England, med mindre det sker under en fodboldkamp.
Søndag morgen klagede Jimmy længe over ondt i hovedet, mens Tina havde fået en lettere rusten stemme. Men igen blev det pomfritterne, som stjal billedet, for Kasper troppede op til morgenmaden iført lange underbukser, skistrømper og Villa-trøje. Han havde "glemt" at tage sko og bukser på, og da Esben samtidig kunne fortælle, han havde glemt sin jakke "et eller andet sted" under byturen, kunne man med rette frygte, de to bare ville fortsætte, hvor de slap aftenen før.
Kl. 11 var sat som afgangstidspunktet fra hotellet, men da formanden i løbet af formiddagen langt om længe og efter mange forsøg fik fat i Jack Woodward fra Villa World, blev tidspunktet ændret til "nu". Og beskeden "vi tager af sted nu", blev fint forstået at de fleste, men Kasper og Esben mente da nok, at de lige kunne nå at handle lidt ind, med det resultat at vi andre stod og ventede rimelig længe på dem. Men af sted kom vi, og foran Villa Park mødtes vi først med vores kontaktperson, Daniel. Vi havde medbragt en dansk landsholdstrøje med hans navn på som en gave til ham, og det var helt tydeligt, at han blev oprigtig glad for den. Bagefter mødtes vi så med Jack, som ville interviewe os til Villa World. Danish Dennis styre kameraet, mens Jack udspurgte Thomas, Jimmy og formanden om fanklubben, dagens kamp, stemningen blandt de danske Villa-fans m.v. Det var ganske fornøjeligt, og det endte faktisk med, Thomas mere eller mindre blev tilbudt en permanent rolle som Jacks med-kommentator til Villas kampe, så helt skidt kan vi (han!?) da ikke have gjort det.
Den sidste opvarmning til kampen foregik i den nyligt åbnede Gordon Cowans Suite, der er indrettet i fodboldakademiets bygning. Vi fik lidt mad og øl, og der blev spillet lidt Xbox og set lidt fodbold på tv. Vi ville også gerne ind og spille fodbold på akademiets kunstgræsbane, men man skulle åbenbart være barn eller en småfed engelsk far for at få lov til det. Og da ingen af os tilhørte sidste kategori, fik Alexander, som hørte under første kategori, som den eneste lov til at betræde de baner, hvor også Darius Vassell, Gabriel Agbonlahor, Luke og Stefan Moore, Thomas Hitzlsperger, Gary Cahill, Lee Hendrie, Gareth Barry og mange, mange andre har spillet, dengang de var yngre.
Kampen mellem Villa og Blackburn gik ganske godt, og det var naturligvis dejligt, at begge danskere fik fuld spilletid, og Martin Laursen tilmed blev Man of the Match. Selvom der kun var 30.000 tilskuere, var stemningen rigtig god, og det var naturligvis også medvirkende, at Villa kørte en sikker 2-0 sejr hjem. Efter kampen stillede vi os op sammen med mange andre ved spillernes parkeringsplads i håb om at få nogle autografer, når spillerne kørte hjem. Og det fik vi! Stort set alle Villas spillere tog sig god tid til at skrive autografer til alle, så det var en fornøjelse. Vi fik også snakket med Thomas Sørensen og Martin Laursen, som begge fik et eksemplar af fanklubbens DVD fra sidste sæson. Til sidst manglede vi kun at få autografer fra Petrov og O'Neill, så det var lidt skuffende, da en official kom ud og sagde, O'Neill sad og spiste og så den sene kamp mellem Tottenham og Chelsea på tv, så der vil gå lang tid, før han kom ud. Det fik mange til at gå hjem, men netop som vi stod og overvejede, hvad vi skulle, kom Martin O'Neill alligevel ud. Og han tog sig rigtig god tid til at snakke, skrive autografer og lade sig fotografere. Virkelig en herlig mand. Og han lød slet ikke afvisende, da Thomas tilbød sin assistance, hvis han kom til at mangle spillere. Stiliyan Petrov kom også ud, så det endte med, vi fik hilst på alle og fik alle de autografer, vi kunne ønske os. En herlig dag var dermed fuldendt.
Tilbage på vores hotel valgte vi at slappe af i baren, hvor det desværre aldrig lykkedes for personalet at få fjernsynet indstillet på NFL, men så fik formanden til gengæld mulighed for endnu en knusende sejr i Trivial Pursuit.
Mandag var hjemrejsedag, og endnu en gang benyttede vi den meget billige offentlige transport til at komme ud til lufthavnen. Den dag, vi skulle hjem, var samtidig den dag, hvor EU indførte nye og skrappe regler ang. væsker i håndbagagen. Alligevel valgte Esben ca. ti meter før sikkerhedskontrollen at købe en cola, selvom vi andre fortalte ham, at han ikke kunne få den med. Så den måtte han drikke lige så hurtigt, som han havde drukket øl lørdag aften. Dennis blev også ramt af de nye regler, for den lille tube creme, han havde med, var godt nok pakket i en gennemsigtig plasticpose, som reglerne sagde, men det var åbenbart en forkert gennemsigtig plasticpose. Så han måtte pænt gå udenfor og gennem sikkerhedskontrollen en gang til - denne gang med cremen i en rigtig plasticpose....! Nå ja - så valgte Torben jo at begynde at tage billeder midt i sikkerhedskontrollen, hvilket personalet absolut ikke var tilfredse med!!! Men ellers gik det nu meget fint, og vi kom godt og sikkert til København. Der blev sagt pænt farvel, og alle var enige om, det havde været en god tur.
På vej hjem til Jylland skulle Thomas have benzin på bilen, og han fandt hurtigt en Shell tankstation. Desværre var der kø foran de benzinstandere, der stod til venstre for bilen, og sådan en skulle Thomas også til. Men da han endelig - efter laaaang ventid - kunne komme til, fandt han ud af, hans benzintank sad i den anden side, så han måtte køre til en anden stander - hvor der ikke på noget tidspunkt havde været kø!
Således blev Thomas den sidste, som fik en historie med i dette referat, og der er ingen tvivl om, at alle, som ikke var med på denne tur, gik glip af en helt masse. Især de to pomfritter var en oplevelse på godt og ondt, og der er vist ingen tvivl om, at alle blev en masse oplevelser rigere i løbet af turen.